Julebrev fra din Ven Alexander

"Kjære Ven!

Klokken er halv et og Solen gaar lavt fra den ene Fjeldtop til den anden indtil Klokken 2, saa er det forbi; Fjorden ligger blank saa nær som Bredevandet hjemme med Skarv og Erfugl, Maager og en Hval, som nogle paastaar er en Nise. Jeg skal lave brændte Mandler, Bisp og Punch i Eftermiddag, vi venter Frøken Holst; alle er friske; her er mildt og deiligt Veir hver Dag.

Men jeg mindes de gamle Lille-Juleaftener – ak! hvorfor skal Livet være saa bittert i Enden? mon ikke de har det bedre, som led ondt i Barndommen? vi – de forkjælede Børn af de rige og kjærlige Forældre – vi sidder og stirrer paa de gyldne Tider gjennem Taarer; det er jo ikke Utaknemlighed, men det maa være den bitre Følelse af, at Livet har rakket En saa ilde til, at man ser tilbage med noget, der ligner Anger over sig selv. Jeg ser os i de graa Strikkehuer til at trække ned over Ørene, naar vi hang paa Vandbordet under StorstuVinduerne for at se i Gardinsprækken, om der var Juletræ, og Lugten af Noahs Ark, og senere af Tinsoldater og af Korke-Pistolerne! – jeg ser os lige op til Champagnen i det halvmørke Klubværelse, naar vi gav Drikkepenge for Aaret; – det er elendigt, at jeg ikke idag kan gaa hen og tage dig i Haanden og passe paa, naar du gaar forbi; at du smager min Julepunch! Det begynder nok nu snart at føles for mig, at jeg har ladt mit Liv tilbage i Stavanger; jeg faar tage fat og gjøre Nytte; med lad os holde fast paa hinanden som før; hvis jeg bare faar Raad, kommer jeg til Høsten.

Nu maa du hilse Maren og dine hjemme og Tante Hanna og Gudes fra mig og mine en Glædelig Jul og lad mig snart høre fra dig.

Din Ven Alexander."