Julebrev fra din hengivne Broder Allik

Kjære Kitty! du er altid lige rørende med Pakken til Jul; jeg faar ingenting hele Aaret, som jeg er saa glad ved at pakke op. Først fordi Ingen i Verden kan pakke saaledes ind, at hver Traad og Trevle blir Portrait; jeg ser dig for mig i de forkrøllede Aviser, de usandsynlige Tougstumper og disse Rabelsknuder, som evig trodse Tidens Tand; og i hele Gavens Kjærlighed og Omtanke og i de forskjellige Smaatings Fantasi. Presenterne har jeg redelig lagt hen til Juleaften, jeg saa kun Beates Kurv, som jeg virkelig tror, hun vil være glad over, men ogsaa der pleier du at være heldig; saa opdagede jeg et Glimt af et Par Naale til Baby, som netop er Magen til – men noget finere end – nogle, hun har kjøbt her hos Antikvitetshandlerne og som hun har i Kjolen, – der var du ogsaa heldig. Og blandt Smaatingene slog jeg strax Kloen i en Hund af Bronce, som nu staar foran mig paa Kontorbordet. Din ypperlige Tigger fra ifjor, som stod her før paa en stor Agatplade, gav jeg tilligemed Agaten til Klaus Hansen, sist jeg var syg; det er netop saa vidt, at jeg ikke træger.

Saa kan du vel vide, vi faldt alle i stor Forbauselse over, at du saa resolut reiste saa langt bort. Jeg tvivler ikke paa, at du har godt af det; bare at komme bort fra Kristiania som det nu er, maa være en Lindring. Naar du nu vilde lade den evige Stads Ro trænge gjennem dig og give dig Fred til rolig Nydelse og en lang Række Cigaretter i den varme Vintersol.

Vi gaar mod Julen – ak! lad os aldrig tale derom. Jeg er ikke bleven gammel; men alt er kommen saa paatvers; jeg skulde endnu med Glæde tage det gamle Hus og tænde Juletræ i Storstuen, saa skulde du komme og nogle andre, og nogle andre skulde ikke komme.

Vi har lavet Bisp og Punch, brændt Mandler og bagt alle de gamle Kager, saa nu er vi færdige – men faa. Alle her hilser og ønsker dig en glædelig Jul, og at du maa have det godt; og især maa du huske paa mig og alle vore fælles Minder og vor gode Kjærlighed.

Du maa hilse Bjørnsons.

Din hengivne Broder Allik.